Cykelpigerne på nye eventyr i Afrika

We like to move it på Madagaskar

Klokken er 5.30, og hanen galer os op. Sådan lyder vækkeuret her på Madagaskar -om man er lokal eller turist, befinder sig i en lille landsby eller i storbyens gader, er der altid en hane klar til at vække dig.

Vores cykeltur på Madagaskar starter i landets hovedstad, Antananarivo. Lige så rolige og lydløse nætterne er i byen, lige så kaotiske og larmende er dagene. Vi kan ikke vente med at komme ud på landevejen og opleve landet. På hotelværelset bliver cyklerne hurtigt samlet, og madtaskerne fyldt op, så vi er klar til den kommende tid i sadlerne. Det kræver ikke mange meter på cyklerne, før tusind indtryk vælter ind. Farverige markeder med saftige frugter og smukke kvinder med kurve på hovederne stjæler fokus i starten. Dernæst ser vi de faldefærdige blikskure, tiggerbørn med hullet tøj og en vraltende mand med betændte fødder. På trods af fattigdommen bliver vi mødt af de største smil og venlige øjne!

Vazaha, bonbon!

Det er det, vi møder størstedelen af tiden, vi cykler rundt. Smilende, grinende, heppende madagaskere, der lige vender sig en ekstra gang, når vi kommer forbi på de tungtlæssede jernheste. De fleste smiler, men de små landsbyer møder os dog også med en smule skepsis. Vi har oplevet meget kultur før, men aldrig noget til sammenligning med dette. Her kommer vi ud i landsbyer, som aldrig har set en “vazaha” før. Vazaha råber enhver efter os, om vi går på gaden, cykler blandt rismarkerne eller sidder på en lokal restaurant. Vazaha er det malagassiske ord for “fremmed/udlænding”. I Europa ville det være meget politisk ukorrekt og helt forkert at pege og råbe efter en tilfældig med afrikansk udseende på gaden, men her er det ikke engang uhøfligt. Det er bare en helt naturlig konstatering: “Se der, hun ser anderledes ud!” Meget befriende umiddelbarhed egentlig, men også lidt specielt at vænne sig til. Tilråbene er ofte efterfulgt af “bonbon”, som betyder slik. “Vazaha bonbon” er altså en fast vending, både børn og voksne råber efter os dagligt. Ret syret at blive spurgt om slik af fremmede voksne mennesker på gaden!

I Sydamerika blev vi foræret en masse snacks af forbikørende på landevejen, det har de naturligvis ikke mulighed for her. Alligevel oplever vi åbenhed, nysgerrighed og hjælpsomhed i den udstrækning, madagaskerne nu kan.

Overnatning hos lokale

Camping i det fri er ikke rigtigt muligt på Madagaskar. Vi er derfor blevet rådet af en lokal cyklist til at spørge om lov til at sove ved kirker eller andre religiøse huse. En dag kommer vi til en by uden hoteller, hvor vi til gengæld ser et stort skilt med teksten: “Jesosy famonjena”. Det ligner et meget normalt hus, men vi går ud fra, at det må være en eller anden form for kristen bygning. Vi bliver først mødt af en lille dreng, der kommer løbende hen imod os, da vi træder ind på deres grund. I mangel af ordforråd siger Ida: “Mama?” og kigger søgende rundt. Drengen løber hurtigt ind og henter sin mor. Vi forklarer, at vi mangler et sted at sove og vil høre, om vi kan slå teltet op i deres have. Hun inviterer os ind i deres stue, hvorefter hendes far kommer og sætter sig ned. Familien synes, det er skørt, at vi vil sove i telt, men foreslår istedet, at vi kan sove i deres stue. Det takker vi naturligvis ja til. Det er tydeligt at se, at de er meget velstillede med murstenshus, sofaer og senge. Toilettet er dog stadig bare et afløb, og vandforsyningen hentes fra en brønd, så det er vel og mærke ift. madagassiske standarder. Det viser sig, at den lille bygning ved siden af huset er en kirke, hvor manden er præst. Flere gange i løbet af aftenen kommer han ind og beder med os. Efter en god nats søvn takker vi familien for husly og triller videre. De virker mindst ligeså taknemmelige for vores besøg. Familiens lille knægt bliver populær i landsbyen, når han stolt viser frem, at der har sovet to stk “vazaha” hjemme hos ham.

Indtryk helt tæt på

Vi nyder at være tilbage på cyklerne, nyder at smage nye lokale retter, nyder at suge nye indtryk ind, men Madagaskar er en lidt større mundfuld end forventet. Julie bliver specielt påvirket af den fattigdom, der hærger. Det er svært at lukke ulighed og dårligdom ude, svært at vide at vi ikke kan hjælpe og med lukkede øjne cykle videre fra ethvert tiggende barn. For at få tid til at bearbejde indtrykkene, prioriterer vi at overnatte på hoteller, når det er muligt. Selvom vi ikke bor hos de lokale andet end et par gange, føler vi os bestemt ikke distanceret fra dem. Der er ikke mange andre besøgende på hotellerne end os, så folk kommer flittigt hen og naivt forsøger at kommunikere på både malagassisk og fransk, men som det er med os, kan vi stadig ikke snakke meget andet end dansk og engelsk, så kommunikationen bliver på Google oversæt eller med et par fagter.

Eventyrligt dyreliv og møde med Kong Julien

Vores rute på Madagaskar går fra Antananarivo til Toliara, en tur på godt 1000 km med en mindre bjergstigning hver dag. Madagaskar har på få kilometer den mest omskiftelige natur. Vi starter ud i bjergene, hvor her er fyldt med rismarker, grantræer og ikke varmere end 22˚C. Når vi cykler sydpå, ned i lavlandet, ændrer naturen sig til tør savanne, sand og palmer. Temperaturen stiger gevaldigt -det samme gør mængden af solcreme… Den østlige del af Madagaskar er regnskov, hvilket er lig med et rigt dyre- og planteliv, hvoraf 80% af arterne er endemiske. De findes altså kun på Madagaskar! De som har set Madagaskarfilmene vil vide, at den største grund til at besøge de mange skove er for at finde selveste Kong Julien. Vi tager en lille afstikker fra vores planlagte rute for at besøge nationalparken, Ranomafana. Turen herind foregår på hullede, mudrede grusveje som fører os ind i Madagaskars tætte regnskov. Vi får lov til at slå teltet op bag turistinformationen. Her falder vi i søvn til lyden af den bagvedliggende flod. Mens vi ligger her, tænker vi tilbage på vandreturen, vi tidligere på dagen har haft i regnskoven. En lokal guide tager os med på tur ind i skoven. Mens vi går og snakker, stopper han pludselig op og tysser på os. Han peger op i trækronerne og siger: “Se, der er en rødmavetlemur”. Vi står helt forgabte og kigger op. Vi ser lemurfamilien springe let og elegant fra trætop til trætop. Vi går stille videre, hvor der pludselig kommer en Milne-Edwards sifaka glidende ned ad en træstamme ved siden af os. To andre kommer lige i hælene af den. De hopper ned på jorden og går rundt oprejst på to ben, som mennesker, lige for fødderne af os, hvorefter de hopper op tilbage på træstammerne og blot sidder og kigger på os. Vi er helt mundlamme over dette syn. Småtøvende spørger vi vores guide, om det virkelig er rigtigt, at det er vilde lemurer. Han bekræfter, at de lever frit i regnskoven, og at vi er meget meget heldige at se dem så tæt på!

Godt nok har vi allerede set lemurer, men vi har jo endnu ikke set den ringhalede lemur, som er den lemur, de fleste kender. Derfor går turen videre mod nationalparken, Isalo. Modsat Ranomafana, er Isalo tør og gold med store klippeformationer, som bryder landskabet. Vi beslutter os for at tage en overnatning på teltpladsen, der er inde i nationalparken, da vi har læst, at der ofte render lemurer rundt i løbet af aften- og morgentimerne. Cyklerne når knapt at blive parkeret, før de ringhalede lemurer springer frem fra deres grotter i bjergene og ned i skovbunden. De springer rundt fra top til top, og uanset hvor vi kigger hen, sidder en lemur og kigger på os. Tiden i nationalparken går med en vandretur, endnu mere lemurobservation og et par spil 500, inden vi for alvor sætter kursen mod Toliara.

Refleksioner og perspektiv

Toliara er den havneby, hvor landets hovedvej RN7 slutter. Fra Toliara går turen tilbage til Antananarivo. Denne tur foregår på en off-road strækning langs vestkysten, som man ikke engang anbefaler turister selv at køre i bil, så på cykel er det ret umuligt. Af den grund vælger vi at leje en bil med plads til cyklerne og en chauffør, som er vant til terrænet. Mens vi krydser floder, grusveje og mindre sandkasser i bil, sidder vi og tænker lidt tilbage på alle vores oplevelser i cykelsadlen de seneste ugers tid. Specielt tanker til de lokale, vi har krydset på vores vej, fylder i hovederne. Vi har set hjem, der huser 12-13 familiemedlemmer over tre generationer. Husene er uden meget møblement udover et lille ildsted og en madras til de mindste børn. Resten af familien sidder langs væggene og sover. Kvinder, eller rettere piger, som knap er fyldt 16 år, går rundt med børn på armene. Det er deres lod i livet. At blive mor, passe ungerne og lave mad. Det er ikke mange kvinder, der får lov at arbejde udenfor hjemmet. Livet for mændene er dog heller ikke misundelsesværdigt med hårdt fysisk arbejde i marken eller minegraven dagen lang til ringe eller ingen løn. Her er du heldig, hvis din daglige løn ligger på 15 danske kroner. Vores tid her på Madagaskar har været fantastisk, men også vist os nogle bagsider. Bagsider vi tit ser i fjernsynet hjemme, men at stå midt i kaos med alle indtryk helt tæt på sætter perspektiver og en taknemmelighed over det land og den kultur, vi har fået lov at vokse op i.

Næste kapitel

Vores cykelrejse her på det afrikanske kontinent er slet ikke slut endnu. Inden længe hopper vi på et fly mod Kenya, hvor vi vil krydse endnu flere landegrænser, møde endnu flere mennesker, mere kultur og mon ikke der også bliver tid til en lille safaritur. Vi glæder os til at tage dig med videre! Er du nysgerrig på at høre endnu mere fra os, kan du følge med på både Facebook og Instagram under navnet “Cykelpigerne”.