Vilde dyr og store kontraster. Læs sidste del af cykelpigernes eventyr i Afrika.
2024-08-05T09:38:40.837Z
2024-08-05T09:38:40.837Z
Efter tre sjove, indtryksrige og overvældende uger på Madagaskar hopper vi på flyet mod det afrikanske fastland. Vi lander i Kenyas hovedstad, Nairobi, hvorfra turen går gennem Uganda til Rwandas hovedstad, Kigali. Vi har sat en hel måned af til denne del, så vi har god tid til at lade den afrikanske kultur synke ind.
I Nairobi bliver vi taget godt imod af danske Danny og hans familie. Vi får lov til at flytte ind på deres gæsteværelse, overvære skolekoncert og komme med på familiesafari. Sidstnævnte indebærer bl.a. møder med elefanter, næsehorn, giraffer og zebraer ganske tæt på, samt skumfiduser over bål og pandekager til morgenmad. I Nairobi besøger vi også Afrikas største slum, Kibera. Den er kendt som "Chokoladebyen", da de fleste huse benytter brune blikpladder som både vægge og tag. Husene har ikke egne toiletter, men efter en stor indsats er der nu kommet offentlige latriner og vandforsyning, hvor beboerne betaler et lille beløb ved brug. Af sikkerhedsmæssige årsager har vi en guide med, men det føles slet ikke utrygt. Generelt er det meget tydeligt, at den kenyanske regering og en række NGO'er har hjulpet området meget de seneste år. Det virker bestemt til at være en slum i udvikling i den rigtige retning!
Danny, vi bor hos, arbejder for den danske ambassade, hvor han giver os en rundvisning. Vi får hilst på en masse seje mennesker, som i øvrigt også er vildt gode kontakter at have undervejs. De giver nogle gode råd, men det er også tydeligt, at de beskæftiger sig med alt det farlige, der foregår. På trods af alle de grumme historier er vi dog glade for, at de vurderer, vi faktisk godt kan cykle ud af byen.
Danny bor i udkanten af hovedstaden, så det ender ikke med at være noget problem. Landevejen er fredelig, og de lokale hilser flinkt på os. Zebraerne og girafferne er så optaget af at spise græs og blade, at de ikke engang opdager, at vi kommer trillende forbi.
Fra Nairobi cykler vi direkte hen i Hell's Gate Nationalpark. Her er der kun mindre dyr som giraffer, zebraer, baboonaber og gazeller, hvilket muliggør at cykle i parken. Det er dog stadig lidt skræmmende at trille forbi baboonabernes intense blik. De skriger højt, mens de skuler efter os. Vores cyklende guide, Namelok, beroliger os heller ikke ligefrem med kommentaren: "Pas på, de er super aggressive og utilregnelige!" Ligesom i Asien forsøger vi ikke at kigge dem i øjnene og cykler forsigtigt forbi.
Parken har en smuk natur med stejle klipper og dybe kløfter. Namelok fortæller, at parken er den primære inspirationskilde til landskabet i "Løvernes Konge". Specifikke punkter er letgenkendelige fra filmen, f.eks. klippespidsen, hvor Simba løftes op i den ikoniske "circle of life"-scene!
Parken huser også en maasailandsby, hvor Namelok er fra. Han fortæller interessante ting om at vokse op i stammen. Han har aldrig været ret god til praktisk arbejde, hvilket var en skam for hele familien. Grundet hans manglende kundskaber blev familien tvunget til at sende ham i skole, hvilket bestemt ikke var en god ting. Faktisk havde landsbyen ingen skole på daværende tidspunkt, så han måtte ud og blande sig med ikke-maasai'er. Først som voksen kommer skolegangen ham til gode, da han pludselig er blevet en af landsbyens mest velhavende pga. guidejobbet.
Maasaifolket lever primært af mælk, blod og kød. De seneste år er der kommet lidt grøntsager til i form af kål, cassava og ugali (store klumper af kogt majsmel). De spiser et stort måltid om aftenen og gemmer resterne til morgenmad. Frokost er overvurderet.
Dette kan dog godt skabe problemer for Namelok, når han skal cykle rundt i parken en hel dag. I disse tilfælde spiser han frokost på en restaurant udenfor landsbyen. Det virker ikke til at være noget, han indrømmer overfor de andre stammemedlemmer, men han bliver simpelthen bare så sulten af al den cykling -En følelse vi godt kan genkende ;)
Vi takker Namelok for den lærerige tur og cykler tilbage på campingpladsen. Herfra tager vi en sejltur på Lake Naivasha for at se flodheste slappe af i vandoverfladen. Man får lyst til at sejle helt tæt på og klappe deres glatte hud, men vi bliver hurtigt mindet om, hvor farlige dyr, de egentlig er, når de åbner gabet og kommer med et ordentligt brøl. Det er et tegn på, at vi skal have vendt båden og givet så meget gas, som motoren kan trække. Heldigvis er vores styrmand rutineret, og flodhestene bliver bange for motorlyden, så der er ingen fare på færde.
Når solen går ned, skynder vi os tilbage i teltet. Om natten bevæger flodhestene sig nemlig fra søen og op på land for at græsse. Dybe grynt kan høres indefra teltet. Vi trækker natbrillerne op i panden, åbner teltdøren en smule og får øje på en flodhests majestætiske silhuet. Waow! Tænk at kunne ligge i sin sovepose med den udsigt!
Flodhesten er ca. 100 m væk fra teltet. Vi er blevet beroliget med, at flodheste ikke er konfronterende om natten og generelt er bange for nye objekter som vores telt. Derudover har vi tidligere på dagen set meget tydeligt på de store fodaftryk i jorden, at flodhestene aldrig nærmer sig området med hytter og telte.
Ekstremt begejstrede over vores vilde dyremøder cykler vi vestpå til havnebyen, Kisumu. Dette er første sted, vi ser den berømte, Victoriasø, som vi skal cykle halvvejs rundt om. Det kunne godt lugte lidt af daglige dyp efter lange cykeldage, men desværre er søen fyldt med parasitter og krokodiller, så vi nøjes med at nyde udsigten til det blå vand.
Dette viser sig dog også at være en smule svært i Kisumu, da havnefronten er ren industri med "fodgængere forbudt"-skilte og vagter. Til vores undren står der fem lokale ved vandkanten på den anden side af skiltet, som fotograferer solnedgangen over søen. Vi spørger om lov til at gå derned og bliver mødt med et: "Duh, kan du ikke læse skiltet: Adgang forbudt!" Vi argumenterer for, at der ikke ser ud til at være nogen industriel aktivitet på havnen her ved aftentid og får lov til at gå derned -På betingelse af, at de får Idas sodavandssjat! Hun kan alligevel ikke lide drikken, så det er den billigste bestikkelse nogensinde. Det er så meget Afrika!
Fra Kisumu går turen til grænsebyen, Busia, hvor vi krydser ind i Uganda. Ved hver grænsekrydsning går en jagt igang, da vi skal være klædt ordentligt på til at trille ud i de små landsbyer. Lokale peger os i den ene og den anden retning i forsøget på at vise vej hen til hæveautomater og sim-kortsforretninger. Begge dele er overraskende nemt at få fixet, så snart lokationen er fundet. I løbet af en times tid er vi klar til at indtage det ugandiske land!
Det første højdepunkt i Uganda adventurebyen, Jinja! Her udspringer Nilen fra Victoriasøen og bevæger sig nordpå. Ida prøver bungeejump for første gang, hvilket er en overdrevet fed oplevelse. Det kan godt være, vi føler os frie på cyklerne, men der er altså intet, der slår frit fald med hovedet først! Vi slapper af på det hyggeligste hostel i skoven og nyder, at vi generelt kan campere for 1/4 af prisen for et værelse.
I Ugandas hovedstad, Kampala, får vi lov til at sove hos den engelske cyklist, Robert, fra Warmshowersfællesskabet. For at undgå den hektiske trafik ind i hovedstaden råder han os til at tage en sydlig grusvej og sejle det sidste stykke over søen ind i byen. Da vi, efter ankomst til byen, tager boda-boda'er (motorcykeltaxier) ned til centrum, bliver vi meget taknemmelige for, at vi ikke cyklede direkte ind i det kaos. Aldrig har vi set så proppede gader! Tæt trafik med motorcykler, der sniger sig rundt om de store busser. Fodgængere løber panisk i zig-zag over vejen i forsøg på at beholde livet. Gadesælgere slænger deres varer ud på fortovet, så man næsten snubler over dem. Udfordrede mænd håber på, at de andre fodgængere dukker sig, når de bærer store tunge sække gennem menneskemængden i et raskt tempo. Her skal man virkelig være vågen!
I en lidt mere fredfyldt del af byen besøger vi Kabaka's Palace, hvor Ugandas konge bor. Vi hører om Ugandas historie med forskellige kongeriger, præsidenter og Englands indflydelse. Det, der gør størst indtryk, er uden tvivl fortællingen om den modbydelige diktator, Idi Amin, der styrede Uganda fra 1971-1979. Efter lang tid som drabelig, men anerkendt soldat i Ugandas hær, overtog han magten i landet gennem et militærkup. Han udførte systematisk forfølgelse af visse etniciteter ved bl.a. at sende alle asiater ud af Uganda. Allerværst var dog, da han oprettede et fængsel til at straffe alle sine kritikere.
Vi går rundt i selvsamme fængsel, mens guiden gør os klogere på historien. Amin havde et hav af spioner til at holde øje med, om der var nogen, der udtalte en snert kritik af styret og ham som person. Hørte spionerne så meget som et rygte om en dårlig kommentar, blev personen bag udtalelsen hentet og smidt ind i et fængselskammer på 15 km^2 sammen med 99 andre ligesindede. Der var ofte iltmangel, og fangerne fik intet mad. Af den grund endte fangerne med at dræbe og spise hinanden for sin egen overlevelse. Hvis fangevogterne manglede action, gav de en af fangerne en hammer, samt ordre på at dræbe sidemanden og så give hammeren videre til den næste, som skulle gøre det samme. På den måde blev antallet af fangerne hurtigt halveret. Fuldstændig brutalt! Ingen kom ud af kamrene i live!
Den grusomme fortælling bliver endnu mere virkelighedstro, når guiden lyser ind på kamrenes vægge. Rød-brune pletter formet som håndaftryk bliver synlige op og ned ad væggene. Det ligner den vildeste setting fra en gyserfilm. Forskellen er bare, at det her er ægte blod fra ægte døde mennesker! Føj! Man kan alt for billedligt forestille sig, hvordan fangerne har lænet sig ind med ansigtet mod væggen og tigget for at beholde livet. Guiden forsikrer os om, at ingen fik lov til at leve. Alle skulle dø. Faktisk var der så mange lig, at det var for stort et arbejde at begrave dem alle. Derfor blev de istedet smidt i Victoriasøen. Mange år efter er der fundet knoglerester fra menneskefingre og -tæer i fisk fanget i søen! Vi beroliger os med, at vi ikke har bestilt fisk på nogen restaurant endnu, men kommer så i tanke om vores daglige dåsetunsindtag...
Den lette kvalme skylles ned med øl på en lokal bar. Robert, vi bor hos, inviterer os med sin vennegruppe til open mic. Her ser vi stærke optrædender med diverse sange og digte om opvæksten i landet. Barske fortællinger om fattigdom, utryghed og mord i landsbyen.
Ovenpå nogle interessante dage i Ugandas hovedstad fortsætter cykelturen til den vestlige del af landet. Her bliver afstanden mellem landsbyerne længere, bakkerne flere og lastbilerne færre. Den tungeste trafik er på østsiden af Kampala, da de fleste varer skal fragtes til Mombasa ved Kenyas kyst. Vi nyder de stille landeveje, udmattende bjergstigninger og belønnende nedkørsler. Det er en skøn følelse af at komme længere ud i naturen, og vi får et par rigtigfede cykeldage med sved på panden under den bagende sol. Solhat og hurtigbriller klemmes ind under cykelhjelmen og så afsted.
Efter seks dage med ondt i numsen og smil på læberne krydser vi den sidste landegrænse på cykel for nu. Det fjerde og sidste land på turen er Rwanda. Et land der af mange kaldes "Afrikas Europa", da det har taget flere vestlige normer til sig. Bl.a. er det et lovkrav at bære styrthjelm på motorcyklerne, man må ikke smide skrald på gaden, og kriminaliteten er lav. Præsidenten har igennem strenge love og hårde straffe fået opbygget en virkelig ren og ordentlig nation.
Denne idyl er dog i stor kontrast til Rwandas historie.
Efter blot 100 km i landet ankommer vi til hovedstaden, Kigali. Her besøger vi et museum om folkedrabet i 1994. Siden 1800-tallet har først tyskerne og derefter belgierne som kolonimagter desværre forstørret splittelse mellem landets befolkningsgrupper, tutsierne og hutuerne. For at spare penge ved ikke selv at skulle regere landet gav koloniherrerne magten og privilegierne i landet til de lyse og høje tutsier. Dette skabte naturligvis utilfredshed blandt de undertrykte hutuer, som kæmpede med både adgang til skoler og arbejdspladser. De var overbeviste om, at de måtte udrydde tutsierne, hvis de selv ville frem i livet. Hutuerne dannede derfor en fælles front, som med macheterne forrest slagtede alt og alle. Børn så deres far blive hugget i stumper og stykker, mens moren blev voldtaget og derefter myrdet. Flere børn blev ligeledes dræbt af granater, vold og macheternes skarpe blade.
Efter 100 dages grusomt blodbad havde over 1 million rwandere mistet livet. De overlevende havde mistet familiemedlemmer eller ændret synet på deres morderiske slægtninge. Ingen havde tillid til deres naboer, og alle havde traumer resten af livet.
Hold da op, for en historie! Ligesom Idi Amins udryddelse er dette sket for skræmmende kort tid siden. Det rørende besøg på museet og mindesmærket ændrer i høj grad vores syn på rwandanerne. Alle over 40 år må jo kunne huske frygten for at miste alt -for at miste livet. Mange har måske endda indprentet voldsomme scener i hovedet, som de for altid skal bære rundt på. Puha!
Vi er så nysgerrige på de lokales minder derfra, men ved også at det er mega sårbart. Ligesom politik og religion er folkedrabet ikke noget, der bliver snakket om i Rwanda.
Vi bliver gode venner med en lokal taskesælger ved navn Bernard, da Ida skal købe en rygsæk til sin videre rejse. Han kører os ud til en landsby lidt uden for byen, hvor en dame lærer os at lave bananøl. Ret simpel proces, hvor bananerne skrælles, moses, sies og derefter blandes med pulveriseret alkohol. Efter det hyggelige besøg og de gode snakke med Bernard, nævner vi lidt diskret på køreturen hjem, at vi har været på folkedrabsmuseet. Det er normalvis noget, de lokale er meget glade for, da det viser, at vi forsøger at sætte os ind i deres historie. Det synes Bernard også. Uden vi spørger, åbner han en smule op og fortæller, at han var 10 år gammel. Hans far var hutu og mor tutsi, hvilket bestemt ikke var velset. Faren var soldat, og hans venner fortalte ham dagligt: "Vi ved godt, du er gift med en tutsi. Bare vent, vi kommer efter hende". Heldigvis arbejdede faren også for Røde Kors, så Bernard skjulte sig i deres lejr med sin mor og tre søskende. Hele familien overlevede folkemordet, men han kan fortsat huske frygten, og hvordan den mærkes i maven.
Det er skræmmende og rørende, hvor dystre og makabre historier de afrikanske lande, vi har besøgt, gemmer på! Så meget død og ødelæggelse for blot få årtier siden. Hvor er det utroligt og fascinerende, at det Afrika, vi oplever i dag, er så kærligt og smilende. Måske er det netop pga. al dårligdommen, at afrikanerne er så taknemmelige. De ved, hvor elendigt livet kan være, så en hverdag uden vold og mord er nok til, at livsglæden stråler ud af dem.
Afrika er på mange måder et 1:1 billede af det, vi ser i fjernsynet… Bare uden skærmen imellem “os” og “dem”. Vi befinder os midt i centrum. Vi skal forholde os til det afrikanske folk og kultur 24/7 -på godt og ondt.
Vi hilser dagligt på de nedslidte afrikanske bedsteforældre, hvis kroppe har skreget efter et hvil de sidste 10 år. Vi smiler dagligt til store børn, der ikke staver meget bedre end en førsteklasser, men som ikke har mulighed for at gå i skole, fordi de skal hjælpe familien i marken. Vi vinker dagligt til piger på 16 år, som, hvis vi forholder os lidt til statistikkerne, både har levet et liv som prostituerede og nu står med et par unger i armene, som hun kan kalde sig mor til. Vi giver dagligt hinanden de fortvivlede blikke, når vi ser dehydrerede børn i vejkanten.
Vi kan godt høre, at det ikke lyder tiltalende at besøge Afrika, når vi sætter det op på denne måde, men hele den sørgelige tilværelse har heldigvis også en forside.
De nedslidte afrikanske bedsteforældre stopper deres arbejde og hilser storsmilende på de to forbipasserende cyklister. Børnene, som bruger mere tid i marken end på at gå i skole, smiler stort tilbage til os og løber skraldgrinende efter os, mens vi triller videre.
Pigerne med børn på armene, vinker og hopper fnisende, som kun børn gør det, for at fange vores opmærksomhed.
Når vi kigger fortvivlede på hinanden over endnu et dehydreret barn, minder vi os selv om, hvor lykkelige vi er for at leve i Danmark. Det er en hård erkendelse, men vi bliver nødt til at lukke lidt af for følelserne, for vi kan ikke redde hele verden, men vi kan forsøge at sætte farve på vores egen. Når det regner i den danske sommer, har vi et hus, der holder tæt. Når vi er sultne, har vi et køleskab, som en anden buffet. Når vi er tørstige, kan vi åbne vandhanen, modsat andre som drikker vand fra vandpytter og mudderfloder. Det er en læring, vi er dybt taknemmelige for at få så tidligt i vores liv!
Vi er ikke hellige, og vi skal ikke prædike om, hvordan det er bedst at leve sit liv. Vi kan kun sige, at denne tur har testet os. Vi har efterhånden oplevet meget, mange skæve eksistenser og mange livsvilkår, men aldrig noget til sammenligning med afrikanerne. Dog har vi sjældent mødt et folkefærd, der udstråler så stor taknemmelighed for tilværelsen. Børn der værdsætter et gammelt dæk, fordi det i deres verden er det fedeste legetøj. Kvinder, der føler sig toplækre i deres nye tøj, vi fra Vesten har sendt ned til dem. Godt nok er det hullet, men det er nyt! Havde de rent faktisk noget at give af, er vi ikke et sekund i tvivl om, at deres næstekærlighed ville være sammenlignelig med den kærlighed, vi blev overøst af i Argentina.
Vi er så glade for, at vi tog på denne tur! At vi turde tage udfordringen, det må siges at være, at cykle i Afrika! Efter to fede måneder, vi ikke vil have været foruden, skilles Cykelpigernes veje nu for en stund. Fra Rwandas hovedstad, Kigali, flyver Julie hjem til Danmark med begge cykler og vores mange tasker. Hun ser frem til en våd, men fredfuld sommer, arbejde og lidt smårejser. Ida har købt sig en rygsæk og rejser nu videre i Rwanda og Tanzania med bus, inden hun skal være frivillig på en skole i Malawi. Hun glæder sig til at opleve friheden ved hurtigere at kunne rejse længere stræk og er spændt på, hvordan det bliver at møde de lokale uden jernhesten, men til gengæld alene. Hun holder fast i visse primitive principper fra cykelturen ved bl.a. at spænde teltet bag på rygsækken og søge de billigste løsninger. Find ud af, hvordan det går på dette og fremtidige eventyr ved at følge med på Instagram og Facebook. Selvom cyklerne er parkeret for en stund, holder vi fast i navnet “Cykelpigerne”.
Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret
Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg