Bliv klogere på den populære sport golf. Hvorfor er det så populært, og hvorfor skal du begynde? Læs mere her.
2023-02-03T10:51:22.261Z
2023-02-03T10:51:22.261Z
Golf. Er det overhovedet en rigtig sportsgren? Man får jo ikke pulsen op, ligesom man gør til f.eks. fodbold og tennis.
Du bliver overrasket! For selvom pulsen ikke ligefrem galoperer derudaf, så er både stænger, arme, fingre, og ja hele kroppen underlagt ømhed på den gode måde i mange dage efter en tur på golfbanen. Golf er kort sagt en fantastisk sportsgren, som de fleste bliver grebet af, når de først starter.
Faktisk er det i dag den fjerde mest dyrkede sportsgren i Danmark. Er du interesseret i at høre mere om, hvorfor golf er så populært, og om det kunne være noget for dig? Så bliv hængende og læs med her.
I meget korte træk kan golf forklares, som et spil hvor du med forskellige golfkøller skal slå en bold i hul. Jo færre slag du bruger, jo dygtigere er du, og jo lavere et handicap har du. Ens handicap er med andre ord et udtryk for, hvor mange slag du har til at gennemføre en golfrunde.
En golfrunde består af 18 huller, hvor længden på hvert hul varierer fra ca. 50-650 m. Spillet foregår groft fortalt på en MEGET stor minigolfbane, hvor søer, vandløb, bakker, sandbunkere, træer og meget andet naturskønt smelter sammen med banens former.
Det danske land byder på et væld af golfbaner i de smukkeste omgivelser. Der findes ifølge Dansk Golf Union 189 danske golfklubber med hver deres golfbane. Ikke én af disse baner er ens, så bliver du først bidt af en gal golfkølle, er det bare med at få booket greenfee, også kaldet starttid, til så mange golfbaner som muligt.
Det tager ca. 4 timer at trave en 18 hullers golfbane igennem. På kilometertælleren bliver det hurtigt til +10 kilometer og med køllesving og skub af golfvogn oveni, får du nemt klaret dagens motion. 4 timer kan virke som lang tid, men når vejret viser sig fra sin pæneste side er en golfrunde ren terapi for sjælen.
Tiden flyver af sted på de store grønne arealer og sætter hverdagsræset på standby for en stund. Golf er ligeledes en genial konkurrencesport, der kræver stor koncentration og teknik.
Konkurrenceelementet kan rive op i selv den mest afdæmpede person, for udover at du gerne vil gøre det bedre, end dem du går en golfrunde med, så er du mindst lige så fokuseret på at forbedre dit eget spil og bruge færre slag fra gang til gang.
At du flytter dig fra gang til gang, kan du desværre godt vinke farvel til. For lige som med så mange andre sportsgrene, har du både gode og dårlige dage.
Med golf er det særligt en god ide at træne sin tålmodighed og sit temperament. 10 km på golfbanen kan blive en meget lang tur, hvis du allerede ved hul 4 er ved at knække køllehovedet af din driver og kyle stumperne i den nærliggende sø, fordi du tre gange svinger forbi bolden.
På den note skal det siges, at du på de gode golfdage kan føle dig, som golfverdenens nye Tiger Woods. Rammer du sådan en dag, virker drømmen om at lave spillets bedste slag, en hole-in-one, pludseligt meget mere sandsynligt.
En hole-in-one betyder, at du får bolden i hul på første slag, og det medfører oftest, at du får dit navn indgraveret på en stor tavle i klubhuset og vinder noget lækkert med hjem til ganen.
Et nybegynderkursus er obligatorisk for alle nye golfspillere, da det er til for at klæde dig ordentligt på, inden du bliver sluppet løs på de 18 huller. Der findes mange forskellige nybegynderkurser alt efter hvilken klub, du ønsker at tage kurset hos.
Længden på et kursus kan variere fra f.eks. en weekend til tre måneder, så det kan lade sig gøre for alle at få det passet ind i kalenderen. Når man kaster sig ud i et nybegynderkursus, er der udover træning med forskellige køller og prøverunder på banen også en teoriprøve, som skal vise, om man har styr på spillets regler.
Det omfatter bl.a. at man ikke taler, når det er ens medspilleres tur, at man følges med sine medspillere og holder sig bagved den bagerst placerede bold, samt at man ved, hvordan ens slag skal tælles, når man f.eks. hakker en bold ud af banen.
Man kan lige så godt sige det, som det er. Det er ikke billigt at spille golf. Heldigvis så behøver man, som nybegynder, slet ikke at gå ud og spendere en halv månedsløn på at starte til golf. Man kan komme ret langt med brugt udstyr, og her har DBA og diverse facebooksider ret mange fine opslag med brugte golfvogne, køller, bolde mm.
Jo bedre du bliver, og jo mere du overgiver dig til spillet, jo mere kan du overveje at udskifte dit udstyr med noget nyere. Under et nybegynderkursus tilbyder de fleste golfklubber altid at låne dig et komplet golfsæt til at gennemføre kurset med.En anden form for udstyr, der er nødvendig at prioritere som ny i golf, er påklædningen. I mange klubber er der et reglement for, at man f.eks. skal have krave på sin trøje, at bukserne skal have en vis længde, og at skoene skal være lukkede.
Er du i tvivl om, hvad du skal købe, og om du kan bruge noget af det, der allerede hænger hjemme i garderoben, så forhør dig i klubbens reception eller hos nogle af de andre klubmedlemmer.
Det er blandt mange en udbredt opfattelse, at golf er en sport for pensionister, fordi det kun er dem, der har tiden til at tøffe rundt på en golfbane i mange timer ad gangen. Denne betragtning falder fuldstændig til jorden, når du som yngre ’golfer’ første gang oplever den glæde, der er forbundet med golf.
Golf kan spilles af både unge og gamle, nybegyndere og øvede samt mænd og kvinder. Golf har ingen alder. Det favner fællesskabet i sin videste udstrækning og kan nemt deles på tværs af vennegrupper og familiegenerationer.I klubberne gør man også meget for at dyrke fællesskabet. Du vil som ny ’golfer’ derfor opleve at blive inviteret til en masse spændende klubarrangementer, hvor golf, god mad og sociale relationer er i højsædet.
Overvejer du at prøve kræfter med golf, og de mange glæder det fører med sig, så er rådet herfra at kaste sig ud i det. Man ved aldrig, om du en dag rammer kuglen så perfekt, at du præsterer en hole-in-one, eller om du finder en ny hobby med gode venskaber, som du ikke vil være foruden. Rigtig god fornøjelse!
Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret
Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg