Cykelpigerne - To globetrottere i cykelsko

Turen er allerede i fuld gang her kan du læse om pigernes tur indtil videre:

At vågne til solopgangen over bjergtoppenes silhuetter, nyde morgenmaden i den varme sovepose, hoppe i cykeltøjet, svede op ad bjergets kurver og føle vindens susen på nedkørslen, udnytte farten over de flade, øde landeveje med udsyn til alverdens dyreliv.

Dagens tempo kun styret af kroppens behov. Holde fri når man har lyst, spise når man er sulten, sove når man er træt. Ingen stramme tidsplaner, ingen sure chefer, intet karakterræs, ingen sure pligter og skal-opgaver, men kun leve med luft under vingerne og friheden til at gøre præcis, som man har lyst.

Sådan ser vores dagligdag ud de næste mange måneder, og vi er allerede forelskede i livsstilen.

Vi er de to 20-årige cykelpiger, Ida Engstad Poulsen og Julie Hölck Østergaard, der bruger deres sabbatår på at cykle rundt i verden. Vi har nu været afsted på vores eventyr i lidt over en måned og tænker tilbage på, da vores eventyr startede hjemme i Give, hvor vi for to års tid siden begyndte vores planlægning af en mindre jordomrejse på cykel.

Startskuddet lød i midten af september, hvor vi satte kursen fra hjembyen mod Amsterdam.

Udfordrende begyndelse

Turen ned gennem det europæiske gik langt fra som planlagt. Vi startede ud med en god omgang dansk efterårsvejr med alt fra regn og blæst til torden og hagl. Da vi kom videre til det tyske, begyndte punkteringerne at hilse på i stride strømme.

Efter 4.punktering på samme dag gad vi ikke at lappe flere slanger, så vi måtte købe os et par nye dæk hver. Herfra gik turen bedre og bedre mod det hollandske. Efter en god uge kom vi til Amsterdam, hvor vi regnede med at holde fri fra sadlen og lege rigtige turister.

Vi blev klogere. For da vi efter første nat ville tjekke op på cyklerne nede på gaden, var de som sunket i jorden. Der var åbenbart nogen, der manglede dem mere end os… Planerne blev derfor ændret, og den hollandske ferie blev skiftet ud med to dages deadline for at finde to nye cykler med alt udstyr, inden vi skulle videre til Sydamerika.

Humøret blev holdt i top og troen på, at det hele nok skulle løse sig, holdt vi fast i, da vi rendte fra cykelhandler til cykelhandler for at finde et nogenlunde bud på holdbare cykler.

Med små 12 timer til afgang fik vi fat i en cykelhandler, som havde både cykler og alt det ekstraudstyr, en bikepacker ellers har brug for. Han satte hele sit team i gang, og pludselig stod vi i lufthavnen med cykler, bagage og boardingpas - nu kunne Sydamerika bare komme an!

Den sydamerikanske rute startede i Peru, hvor vi lige nød efterdønningerne af vores europæiske uheldigheder. Den sidste bagagetaske var ikke kommet med flyet fra Lima, men pyt, så havde vi jo god tid til at få set Cusco.

Bagagen kom, og vi var mere klar end nogensinde før til at indtage det sydamerikanske.

Ruten

Turen vi umiddelbart har planlagt er gået fra Danmark til Holland gennem Tyskland. Herfra har vi cyklet fra Peru til Bolivia, hvor vi cykler gennem Salar de Uyuni til Atacama i Chile.

Det sidste stykke af Sydamerika cykler vi langs Andesbjergene -skiftevis i Chile og Argentina, indtil vi når Ushuaia i det sydlige Patagonien. Videre herfra tager vi til nogle af de indonesiske øer, og slutligt vil vi cykle fra Tajikistan til Kirgisistan.

Vi forventer at være afsted i 10 måneder og tilbagelægge omkring 15.000 km. Vi har dog ikke noget at skulle nå, så om der kommer flere lande på undervejs er svært at sige, men lige nu er vi bare klar til at fortsætte!

Det skal sgu være hårdt

Mange har spurgt, hvordan to unge piger lige finder på at rejse ud på denne måde, hvad formålet med vores rejse er, og om det ikke var nemmere bare at tage på badeferie i Grækenland.

Og jo, badeferie ville da være nemt, men vi rejser ud i verden for at lære, opleve og udvikle os - og det mener vi ikke nødvendigvis er fokusset på badeferier.

Vi ønsker begge at rejse uden forpligtigelser overfor andre og uden at være afhængige af andre. På samme tid ønsker vi at udfordre os selv for alvor både fysisk og psykisk, for sådan bliver nydelsen ved simple ting bare størst.

Vi har i Vesten desværre tendens til at male et billede af verden som et farligt sted og som et sted, hvor især piger er udsatte. Det billede vil vi rigtig gerne være med til at ændre.

Verden er fuld af imødekommenhed

Vi har på vores rejse indtil nu kun mødt mennesker, der ville os det godt. Vi møder mennesker i alle klasser af samfundet, og alle møder os med lige stort smil og begejstring.

Uanset, om det er businessmandens sofa, familiefarens lade eller den bolivianske kvindes have, tilbyder de os alle en plads at overnatte på.

Vi har sågar tilbragt en nat i indgangen til en kirke i en lille boliviansk by, da vi stødte ind i en meget snaksagelig præst. Han forstod intet af, hvad vi sagde, og omvendt var det heller ikke meget, vi fik ud af den smøre, der konstant kom over hans læber.

Med fagter og løst forståede ord fik vi alligevel arrangeret overnatningen, samt delt lidt om vores erfaringer med udstyr, og hvordan vores rute fremadrettet så ud.

Når vi ikke banker på hos folk, wildcamper vi i skove, bag bjerge eller i gamle ruiner på marker. Vores erfaring indtil videre er altså, at det hverken er utrygt eller farligt at rejse som ung kvinde, så længe man tænker sig om og møder folk med et smil.

Det er klart, at vi som to hvide piger tiltrækker en del opmærksomhed på gaden. Folk vender sig og stirrer, nogle pifter eller siger ting som “Waaaaauw” og “Hello babies”. Ingen har dog på noget tidspunkt været ubehagelige, nærgående eller klamme over for os.

Følg dine ønsker -ikke systemets

Det har for os været en stor beslutning at rive vores liv ud af det hamsterhjul og den hverdag, man som ung i Danmark er vant til at befinde sig i. Det, at springe ud i verden med cyklen under armen og håbe på at folk griber os med anerkendelse, respekt og imødekommenhed, har været den største bekymring.

Af den grund har det også været den største lettelse at blive grebet: At komme ud og opleve, at verden er præcis, hvad man selv gør den til. Uden at blinke kan vi skrive under på, at dette er den bedste beslutning, vi har truffet for os selv.

Vi håber, vi kan motivere andre unge til at gøre det samme. Vi har hverken gået til spejder eller cykling og er heller ikke særlig berejste, så vi er totalt uerfarne i alt, hvad rejsen indebærer. Derfor er vi et tydeligt bevis på, at alle kan!

Vi tror på, at det er sundt at komme lidt ud af komfortzonen og trygheden, man kender.

Man får tid til at udvikle sig, tid til at tænke og tid til at overveje, hvad man egentlig er interesseret i at gøre med sit liv fremover -Og det, tror vi på, er vigtigt og nødvendigt som unge i et dansk samfund, hvor mange gerne ser, at vi bare følger normen: Skynder os gennem uddannelsessystemet, kommer ud på arbejdsmarkedet og følger samfundets stress og jag. Det er ikke nødvendigvis den eneste vej frem.

Tag du bare et år ud af kalenderen, gør noget, der gør dig glad, udvikler dig, og så kan du altid tage den uddannelse, når du føler, du har opnået, hvad du ellers gerne vil.

Er du også blevet nysgerrig og vil se mere?

Du kan følge med på deres eventyr på deres Instagram profil @cykelpigerne