Asien, kære intense Asien

Endnu et kontinent krydses nu af listen for denne omgang. Vi har de seneste 3 måneder cyklet rundt i Asien. Og hold nu op for en oplevelse. Turen starter på Bali, hvor vi holder to ugers velfortjent ferie (hvis I spørger os…). Tiden bliver brugt på sol, fest og et par gode veninder, som er taget ned for at besøge os. Da ugerne er gået, sender vi tøserne hjem til Danmark igen, mens vi selv fortsætter vores cykelrejse.

Indonesisk chok!

Første land på listen er selvsagt Indonesien, da vi starter på Bali. Vi får pakket sammen og cykler afsted. Lige så fantastisk en følelse det er at være tilbage på vejene, lige så meget tænker vi også “hvad har vi dog gang i”. Vi kan informere om, at Bali har små, men ualmindeligt stejle bakker. Ingen af os siger det højt i øjeblikket, men vi kan se på hinanden, at vi tydeligt tænker det samme -hvis de her bakker og 35 graders bagende sol bliver hverdag, så er der sørme lang vej til Bangkok!!

Det er heldigvis bare et par startudfordringer, for det er slet slet ikke så uoverskueligt, da vi kommer længere mod vest. Efter et par dages cykling på Bali er vi klar til at sejle videre til næste indonesiske ø, Java. Vi sejler til havnebyen Ketapang, hvorfra vi cykler afsted mod Jakarta, Indonesiens hovedstad. Endnu en overraskelse rammer os på Java. Indonesere elsker cykler og cyklister!! Hvad vi ikke vidste inden ankomst er, at Java har et kæmpe cykelfællesskab. Cyklister over hele øen kender hinanden gennem diverse facebookgrupper.

Under 10 gange bruger vi selv penge på overnatning, da en imponerende mængde cyklister tilbyder os husly. Flere kontakter os gennem sociale medier eller folk, vi tidligere har boet hos, som de kender. De lokale her ender med at kalde os “throw away guests”, da der altid er en, der lige kender en anden i den næste by, som de kan “kaste” os videre til. Det er så vildt, hvordan vi kommer tæt på de lokale på denne måde. Folk, der åbner deres hjem, disker op med mad, bad og en blød seng at sove i. Folk spørger ind, fortæller selv og vil gerne have billeder med os. Rigtig rigtig mange billeder. Både billeder med os, men også billeder taget i smug af os. De billeder, finder vi først ud af, eksisterer, når de bliver sendt til os af ukendte numre… det er her, det hele tager en smule overhånd for os. Konstant har vi mobilkameraer i ansigterne -både når vi spiser, kæmper med at cykle op ad et bjerg og blot holder en lille ispause i varmen. Nogle begynder at insistere på at møde os, selvom vi afviser. De presser på uden vestlige manérer og udnytter, at vi gerne vil være høflige gæster i deres land.

Nu skal vi hverken lyde utaknemmelige eller som nogen med storhedsvanvid, men vi er blevet kendisser her på Java, i hvert fald i cykelmiljøet. Det er ikke en unormal dag for os, hvis der kommer en 10-15 stykker og spørger, om de må tage billeder med os. En mand venter tre timer på os i en rundkørsel for at få taget et billede som "dokumentation". En anden cykler 70 km over et bjerg før kl. 8 for at følges med os tilbage samme vej over bjerget. Flere andre dropper arbejdet for at få et glimt af de to danske cykelpiger. Det lyder helt vanvittigt, og det er det også! Men det viser også så meget om kulturen på Java, så i bakspejlet er vi taknemmelige for oplevelsen og indsigten, selvom vi godt kunne have været 80% af opmærksomheden foruden i perioden.

Singaporeansk drømmeland

Efter en intens måned i Indonesien går turen mod Singapore, en barnedrøm for os begge! Vi tager en 30 timers færgetur for at nå hertil, hvor vi flotter os med lidt luksus på 1. Klasse. Det er nok ikke meget mere end en økonomiklasse i en danskers øjne, men for os er det helt perfekt, så længe vi bare har et rum for to, hvor vi kan lukke døren.

Da vi kommer i land i Singapore, er det som at træde ind i en fantasiverden. Alt er storslået! Skyskrabere overalt, kæmpemæssige skulpturer og ikke mindst frisk, ren luft!! Det går op for os, at det ikke er meget af det, vi har fået i vores tid i Indonesien. I Singapore bor vi i stuen hos en snakkesalig, men stresset irsk cyklist, der lever det klassiske singaporeanske liv med stilren lejlighed og godtbetalt job, som han bruger alle døgnets timer på. Her bliver cyklerne parkeret i en lille uges tid, mens vi oplever den vilde by.

Malaysia, det er ikke dig, det er os

Fyldte af indtryk, men med højt humør krydser vi grænsen til Malaysia. Ingen af os ved egentlig, hvad vi skal forvente af dette land. Det er lidt som Fyn, alle ved det eksisterer, men ingen ved egentlig, hvad det har at byde på. Netop den indstilling nyder vi at cykle ind i Malaysia med. Grænsekrydsningen er den nemmeste hidtil, hvor vi ikke engang behøver at parkere cyklerne. Det er egentlig bare som et lyskryds, hvor man stopper og får et stempel i passet, og så er det ellers bare afsted. Asiens trafik er generelt lidt mere hektisk, end vi er vant til fra Sydamerika og Europa, men Malaysia er nu noget mere kontrolleret end Indonesien. Folk her er bestemt heller ikke lige så overvældende, som vi tidligere oplevede, men det går op for os, at vi ikke helt har fået lyttet nok til os selv og vores behov. Det hele går lidt skævt for os, da vi bor hos en Warmshowerhost nær hovedstaden, Kuala Lumpur.

Julie, som er specielt påvirket af de nærgående asiater, får nok af at være social og engageret i at møde lokale hele tiden. Der er simpelthen bare ikke mere at give af. Det er desværre resultatet, for vores vedkommende, af at have boet hos så mange lokale og af ikke at kunne slappe ordentligt af i tiden på cyklerne grundet trafikken. Der bliver derfor hurtigt taget en beslutning -fremadrettet skal vi bo mere på hoteller frem for hos lokale, indtil vores sociale batterier er genopladet. Og så skal vi væk fra trafikken, ud i naturen.

Med den konklusion sætter vi kursen afsted mod Cameron Highlands, en højtliggende regnskov fyldt med te- og jordbærplantager. Byerne heroppe minder os mest om hyggelige norske skisportssteder. Her er så fredfyldt, roligt og KØLIGT! Eller det vil sige 20 grader, men vi har vænnet os så meget til varmen, at vi altså i ny og næ hopper i skiundertrøjen. I Cameron Highlands rykker vi ind på et hostel, hvor vi tilfældigvis støder ind i en flok skønne unge tøser. Deres afslappende selskab, hvor der ikke er langt mellem de sjove bemærkninger, bliver grund til, at vi forlænger vores ophold her. Vi bruger stort set al tid sammen. Vi hiker, ser film og holder en hyggelig spaghetti-/vinaften. Det bringer minder frem fra efterskolen, hvor alle bare nød hinandens selskab, og mavemusklerne krampede af grin.

Tilbage på toppen

Efter de hyggeligste dage i Cameron tager vi afsked med pigerne og cykler til øen Pinang med storbyen, George Town. Som om de gode oplevelser ingen ende kunne tage, ender vi pludselig midt i den vildeste hinduistiske fuldmånefejring. Unge drenge danser med kæmpe kreationer på ryggen til lyden af de fedeste trommerytmer. Mænd trækker store vogne med kroge i ryggen og pinde gennem både tunge og kinder. Alt sammen lidelser, som skal give renselse og et godt liv. Da der ikke er andre turister, stopper de deres optog, for at vi kan få taget billeder med dem. Vi bliver sågar tilbudt at prøve lidelsen af have en krog i huden, hvilket vi dog takker nej til.

Vi har kæmpe optur og er, efter nedturen med tomme sociale batterier, tilbage til at nyde turen i fulde drag!

Sydøstasiens paradisøer

Lykken fortsætter, idet vi cykler mod nogle af Asiens smukke hvide sandstrande og turkisblå vand. Det er specielt noget af det, vi har set frem til. Første paradis er den malaysiske ø, Langkawi. Her nyder vi dagene på stranden med at lave absolut intet andet end at slappe af i solen. Vi støder en dag tilfældigvis ind i et par af pigerne, vi mødte i Cameron. De fortæller, at der på deres hostel er en dansk kok, som står for morgenmaden. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt, så det må vi hellere se lidt nærmere på. Sandt, det er det! Og da han tilbyder at bage rugbrød, serveret med hjemmelavet tunsalat, så er der ikke et øje tørt hos os… Det har vi godt nok savnet! Vi siger farvel og tak til Malaysia. Landet, som har overrasket os mest på den her tur -på en meget positiv måde. Ikke så snusket, som man kunne forestille sig, men helt fantastisk! Folk er søde, hjælpsomme og nysgerrige, men i en grad, så man føler sig på lige fod, frem for kendisserne, vi blev behandlet som i Indonesien. Med højt humør og god energi er vi klare til at indtage Thailand.

Kursen går mod Krabi. Et rigtigt turistspot kendt for sine smukke strande, grotter og sin kæmpe buddhastatue siddende på toppen af et bjerg, som man skal gå ad en lang, stejl trappe, for at nå til. Ida springer over vandreturen til toppen, mens Julie når hele vejen op i de 30 graders brændende sol. Det koster en del sved, men udsigten fra toppen er det hele værd. Her kan man se ud over hele byen til den ene side, samt hav og bjerge til den anden.

Vi snyder lidt ved at sige, at Krabi er en del af øerne, da det faktisk er en del af fastlandet. Grundet store bjerge beliggende hele vejen omkring byen, skal man sejle for at komme til stranden, så det føles som en ø. Vi har aftalt med en af de backpackere, vi tidligere har mødt, at vi vil tage rundt og se grotterne sammen her. Det er vejrguderne ikke helt enige i, så det bliver nærmere "tour de restaurant", i et forsøg på at finde læ for regnen. Krabi er også kendt for at være et paradis for klippeklatring. Her er både plads til profferne og de helt nye i feltet, så det er der heller ingen tvivl om, at vi da bestemt også skal give os i kast med.

Sidste ø på turen er Koh Phangan, en rigtig festø beliggende ved østkysten. Det betyder en cykeltur på tværs af landet, en færge på to timer og så er vi ellers klar til fest og farver. Vi ender på et hostel med pool, fodbold-, bakset- og padlebaner. Her er masser af unge mennesker, som hver aften giver den gas til pooltuneringer, beerpong og hvad der nu ellers hører sig til.

Hej Bangkok

Vi har haft nogle helt fantastisksjove dage på vores mini ø-hop, men vi er endnu engang blevet afklaret med, at vores cykelrejse altså bare er den helt perfekte måde for os at rejse på. Det er en skøn måde at have balance i oplevelserne på. Vi snakker tit om, hvordan det som backpacker må være lidt trættende i længden (og en smule ærgerligt), at alle de vilde seværdigheder bliver hverdag. Hvorimod vores hverdag er på cyklen, og så er det for vores vedkommende specielt, når vi holder hviledage og tager rundt og ser “alt det man skal se”. Vi mener ikke, der er noget forkert i at rejse som backpacker. Vi kan bare mærke på os selv, at hvis vi i flere dage har været samme sted, bliver alle de små finurligheder bare hverdag, fremfor oplevelser man suger til sig, og det er i vores øjne ærgerligt.

Derfor er vi også helt klar til at hoppe på cyklerne igen og sætte kursen videre mod nord, nu direkte mod Bangkok. Det er både med store smil og en smule vemod, at vi cykler afsted med det i tankerne, for Bangkok betyder farvel og tak til Asien og et hej til Europa. Vejen til Bangkok har vi nydt langs kysten med badeture, utrafikerede vej og overnatning på hyggelige billige resorts.

Frygt for den farlige, ukendte verden

Inden rejsen blev vi af mange, som i rigtig rigtig mange, mødt med ordene “Vil I rejse i Sydamerika! To piger på cykel dér, det overlever I aldrig! Folk vil jer det ikke godt der”. Det var selvfølgelig noget, vi tænkte over, inden vi tog afsted. Faktisk så meget, at andres frygt var meget tæt på at holde os hjemme. Heldigvis troede vi på, at verden ikke er så farlig, som mange tror, og tog afsted trods alt. Vi stolede på vores sunde fornuft, og at vi i fællesskab nok skulle træffe de rigtige og sikre valg. Det er jo ikke nyt for os at være påpasselige, kritiske og mærke efter vores mavefornemmelse. Det har vi gjort i Sydamerika og Asien, præcis som vi er vant til at gøre det hjemme i den lille æggeblomme, Danmark.

På trods af at de fleste andres frygt primært eksisterer for Sydamerika med lange, øde stræk, ligger vores egen bekymring i højere grad i Asien. Her er så mange mennesker, meget trafik og en kulturforskel, vi aldrig har oplevet før.

Selvfølgelig skaber dette nogle risici, men det er vigtigt at huske på, hvor sjældent der reelt sker noget tragisk. Der er dog ingen tvivl om, at Asien, for vores vedkommende, har krævet os mere oppe på dupperne end Sydamerika. Man skal i flere situationer aflæse fremmedes intentioner, der heldigvis oftest er gode. Med det sagt har vi kun haft én ubehagelig oplevelse, som bestod i, at en mand fulgte efter os på scooter i Malaysia.

Nogle restaurantansatte advarede os mod hans skræmmende blik på os, da vi sad og spiste, hvortil vi kunne svare, at han havde fulgt efter os et par kilometer inden frokostpausen. Efter restauranten holdt han igen og ventede på os, så vi kørte tilbage til restauranten. Medarbejderne ønskede at passe på os, så et sødt par endte uden tøven med at hoppe på scooteren og følge med os 25 km til næste overnatningssted. Det var bestemt ikke en rar oplevelse, men situationen bekræftede på samme tid vores medmenneskers hjælpsomhed og beskyttelse. Vi kender vel at mærke heller ikke mandens intentioner, og om situationen reelt set var farlig.

Spring ud i verden -med din sunde fornuft!

I forhold til folks forventninger og frygt er det for vildt, at dette er den eneste småskræmmende situation, vi har været i efter over ni måneder på landevejen.

Vi håber, at man ud fra vores fortælling, vil være med til at ændre synet på verden! Især synet på Sydamerika, som mange unge og deres forældre frygter helt urimeligt meget. Vi håber, flere i fremtiden får lyst og mod på at rejse dertil i samme omfang, som folk rejser til Asien nu! Verden er ikke farlig!

Vi håber, at vi kan være med til at vise, at alle mennesker har samme grundbehov for et godt og lykkeligt liv, uanset om vi er fra nord, syd, øst eller vest. Alle, vi møder på vores vej, ønsker kun at hjælpe os til de bedste oplevelser og sjoveste minder. Vi har efterhånden rejst i mange områder og sociale lag, og ingen steder har vi endnu følt os udsatte, tværtimod møder folk os med kærlige smil, en bid mad og et godt råd på vejen.

Udover vores egen sikkerhed har mange bekymret sig om tyveri, når vi kommer ud i de fattige landsbyer. Heldigvis gør cyklerne, at mange ser os som ligeværdige: De knokler på deres arbejde, mens vi knokler på cyklerne. Flere lokale tror ikke, vi har råd til scooter, bil eller bus som andre rejsende. Det må være grundet nød, at vi vælger udmattelse på cyklen hver dag!

Kun lokale cyklister, som drømmer om en lignende rejse, ved hvor dyrt vores udstyr er, og forstår tilvalget af cyklerne. Flere muslimer har som livsmål at cykle til Mekka, og de har ingen planer om at spolere vores rejse ved at stjæle. Ironisk nok er det eneste sted, vi har fået stjålet noget på turen, Amsterdam. Dette billede har vi fået bekræftet af flere, som begrunder med, at kun vestlige forstår værdien af cyklisters udstyr, så i Europa er tyveririsikoen faktisk størst. Dermed ikke sagt, at man skal blive i lille Danmark! Europa er også tryg og vidunderlig!

Frygt avler frygt. Byt det ud med den sunde fornuft og kom ud og oplev verden❤️.

Efter et vildt eventyr i Asien, som har både forbløffet, frustreret og forblændet os, flyver vi nu til Paris. Turens sidste måned skal nemlig bruges på at nyde den europæiske sommer, mens vi cykler forbi et par venner på vejen mod Danmark.